torsdag den 13. oktober 2011

Hvor blev sommeren af ?

Sommeren bare fløj afsted, fyldt med både små og store begivenheder. Her er et lille udpluk af en travl og begivenhedsrig sommer.


Brylluppet blev lidt af en kreating for mig. Brudekjolen syede jeg ikke selv alligevel men til gengæld fik den fuld skrue med invitationer, bordkort, bordpynt, menuhæfter, brudepigekjoler og hårbøjler, slør, strømpebånd, blomsterdekorationer, gæstebog lavet som fugle på en snor hængt op i birketræer fra vores skov og  bryllupskagen som smagte helt vildt godt.  



Vi overtog vores nye hus i starten af maj. En nyudstykning med intet andet end en meget stor plæne - så første store post på husbudgettet var en havetraktor til mandens store glæde og fornøjelse. Der er gang i den helt store haveplanlægning og drømmene får frit spil. Det er trist at der ikke er gamle store træer, blomsterflor osv. som der ellers er drømt om i mange år, men det kommer jo nok engang og på trods af den ret ensformige beplantning har vi både hare og agerhøns på matriklen.


Der var bryllupsfest i juni, kun 2 dage efter en veloverstået eksamen, så der var lidt pres på dagen inden. Alt gik dog efter planen. Vi havde en fantastisk dag med familie og venner, så mange stjernestunder, så mange kærlige ord og sjove indslag, så meget kærlighed - en fantastisk oplevelse som var lige som jeg havde drømt om og lidt til.




Bryllupsbillederne er taget af en god veninde, Sabine Jensen, ude i vores skov. Dejligt at have billeder taget på nogle af ynglingsstederne og fra et sted som betyder så meget for os. Det havde regnet lige inden vi tog på fotoshoot så røjserne blev fundet frem ;-)


3 dage efter brylluppet stod den på nyt job og sommeren er blevet brugt som museumsformidler i Ebeltofts gamle farvergård. Et fantastisk og helt unikt sted. Købstadsfarveriet står som det blev anvendt op til 1925. Redskaberne hænger på væggen og der er stadig spor efter mange års indigofarvning i blåkammeret. Museumsgæsterne forundres og glædes over stedets autenticitet og ånd. Rigtig mange bliver overraskede over hvad stedet rummer når først de kommer indenfor - det har været super dejligt at kunne plantefarve, fortælle og formidle farverhistorie til hvad der hurtigt viste sig, at blive en helt forrygende publikumsrekord.



August er også tiden for Moesgård Museums pilefestival. Det er første gang det er lykkedes mig at komme derud og det var helt super. Pilebekendtskaber blev genset og der blev samlet masser af inspiration til kommende pileprojekter i hus og have. Pilemarken skal etableres i foråret og jeg glæder mig til at blive selvforsynende med pil.


Der var endnu et bryllup i familien i år. Et super romantisk og smukt et af slagsen, fyldt med smukke blomster, hyggestemning, fantastisk mad og love. Så meget Tine og Thomas.


Næstsidste naturvejlederkursus blev afholdt på Mols - spændende og udfordrende som altid.



Her i oktober er lejligheden på Ove Gjeddes gade endelig blevet solgt og den stod på flytning med en uges varsel. Det blev fejret med sushi take away for lige at nyde nogle af storbyens glæder før det er forbi. Nu er det slut med Trøjborglivet på 2. sal - its the end of an era! Vi er flyttet ud i huset, har i al hast købt den ekstra bil. Huset er kæmpestort og der skal mange nye loppefund og lækre møbler til før det bliver rigtig hyggeligt - men mon ikke det løser sig hen af vejen? Man er vel ikke lidt af en samler for ingenting.


En anden begivenhed fylder rigtig meget i tankerne for tiden (for at sige det mildt). Vi venter vores første barn til marts - det er ret vildt at tænke på og en kæmpe lykkefølelse og forventning bobler op indeni.

søndag den 17. april 2011

Morgengåtur og eftermiddagshygge

Livet er... at gå en morgentur med kæresten i Riisskov med anemoner, ramsløg, fuglesang og egern - afsluttet med en tur til bageren efter rundstykker. Herligt og lidt vemodigt. Nu er vores tid på Trøjborg nemlig snart forbi og vi rykker på landet i det nye hus om kort tid. Nu er ramsløgene blevet store og kraftige og dækker store dele af skovbunden. Da de endnu var spæde og delikate var vi ude og samle ind og har lavet pesto, kryddersmør, olie med ramsløg, salt med ramsløg og hakkede ramsløg i fryseren til tærter, brød mm. Tre egern jagede hinanden rundt i trækronerne - sjovt at se hvor adrætte og modige de var når de sprang flere meter fra gren til gren.

Der er bygget de rene kunstværker rundt omkring i skoven, af børnene i skovbunden og af rågerne i trækronerne.



Vi har lige spist rabarbercrumble med vaniljeis uhmm.. søndagshygge.

tirsdag den 5. april 2011

Invitationerne med fuglemotiv er sendt afsted.

Frøposer

Jeg har lavet poser med sesamfrø i stedet for ris. Poserne er syet af mønsterpapir, der er mat og let transparent. Papetiketten med fuglen kan nemt rives af og posen er åben.

onsdag den 26. januar 2011

Bryllupsplaner og dagens gæst

Vi skal giftes til sommer - igen ;-). Vi blev nemlig gift på rådhuset i oktober sidste år men det har hele tiden været planen at vi skulle velsignes i kirken (som det så hedder) og ikke mindst holde fest med familie og venner når vejret blev varmt og venligt.

Jeg har derfor en god undskyldning for at surfe nettet tyndt for gode hjemmesider med bryllupsinspiration og ikke mindst kjoler og lækkert layout til tryksagerne. Faldt over nogle rigtig fine stempler som kan bruges på bordkort, invitationer, kirkehæfter, menuer osv. Der var bare ikke lige de fuglemotiver jeg godt kunne tænke mig. Så tænkte jeg hey, det kan man da nok selv lave og vips dukkede der tutorials op om fremstilling af egne stempler. Man skal bruge en linoliumsskærer (jeg købte et helt sæt i flere størrelser til 56kr), viskelæder og en stempelpude (eller blæk fra en god fugtig tush).

Jeg løb hurtigt tør for viskelæder, selv om de blev delt i mindre stykker. Det er vældig sjovt, det er nemt at lave motiver i det bløde plastik og stemplerne kan vaskes og bruges igen i det uendelige.

Faldt undervejs over nogle ret flotte linoliumstryk - kan godt huske seancen fra formningstimerne og tror det er noget der skal udforskes i fremtiden. Nu har jeg jo mit fine skærersæt.



Glemte helt før jul at sætte et billede op af min fine køkkenvindue dekoration (med lidt sildelugt hvis man går meget tæt på). Den hænger der egentlig også endnu så den er for så vidt stadig aktuel.
Vi har ikke noget foderbrædt og er egentlig ret glade for at kigge på fugle her hjemme hos os. I løbet af december var der både svinefedt og tørt brød i overskudt og så måtte jeg hitte på. Da altanene stadig er fuld af sildelugtende pyntegrønt blev dette bundet fast til gelænderet i en redeform og hurra - det virker. Vi har en trivelig solsortehun på besøg dagligt. Forleden bandt jeg et par rynkede æbler fast til "reden" og havde egentlig tænkt mig at tage et billede da det var så pynteligt, men inden længe havde hun mæsket æblerne i sig og jeg nænnede ikke at forstyrre hende med blitzen.



torsdag den 9. december 2010

Efterårs- og vintersysler

Og så blev det vinter og december og der kom sne og sne og mere sne. Det er blevet tid til kreative sysler og julepynt. Jeg har lavet sol, måne og stjerner i morbærpapir og stjerner i papirler der skal hænges op i rød/hvide snore. De skulle have været op at hænge på grangrene fra vores skov, men ak og ve. I bilen på vej hjem fra skovhuset væltede den utætte skål med stegte sild i lage ned over alt mit indsamlede gran, lærkegrene og andet grønt og resultatet blev pyntegrønt med sildelugt. Det ligger nu på altanen og er skjul for frysende fugle ;-)

Papirleret har fået et tryk med nogle gamle blonder og skal lakeres når de er helt tørre. Jeg er helt vild med sart porcelæn med tryk og i mangel af ovn og krea-arbejdsplads, er det blevet silkis papirler istedet. Fordelen ved det er, at det er let som papir når det tørrer og derfor kan monteres på tynde grene uden at tynge dem ned.


Et andet jule indslag er "filtagern", set mange steder her på nettet og en hyggelig nem lille kreasyssel.
Var til pilefletkursus i slutningen af oktober og blev helt bidt af det. Super dejligt materiale, der helt sikkert skal udforskes meget mere. Glæder mig til at kunne dyrke pil når jeg engang bliver grundejer.












onsdag den 10. november 2010

Siden sidst forsat

Jeg købte mig et par hævekurve i sommers og er blevet meget begejstret for dem - når man bager et rigtig godt brød gør det jo ikke noget at det også ser godt ud.

Jeg var så heldig at blive optaget på Naturvejlederuddannelsen i december 2009 og det har givet anledning til nogle super gode og lærerige oplevelser. Vi er et rigtig godt hold - og det er altid super hyggeligt at være sammen.



Et par billeder fra den føromtalte køkkenhave og et lille udpluk af årets høst. Det giver en utrolig tilfredsstillelse at spise af egen høst.
Vi var i Hvide sande og fiske makreller i sommers - et sandt fiskeeventyr blev det til. Fiskene kom på grillen dagen efter med hvidløg, smør og krydderurter og vi fik salat fra haven til. Familien kom på besøg og hjalp os med at spise de mange fisk - kæresten lavede tarte tatin til dessert og så var der hygge.

Kæresten og jeg var på tur til Kalø borgruin. Vi spiste æbler, nød havbrisen, soppede i det varme vand og spiste vaffelis.


Der blev høstet solbær, ribs, mosebølle og stikkelsbær i stor stil og den nyindkøbte tutti frutti kom i brug.
Skoven og ikke mindst haven omkring træhuset har leveret mange, mange flotte buketter i sommerens løb. På næste tur derud her i november skal der samles materiale til juledekorationer. Dejligt at tage en del at skoven med hjem i stuen på Trøjborg.


Vi havde en gæst ved skovhuset her i sommer - en stor og meget lidt sky snog. Den har uden tvivl mæsket sig i de talrige frøer der er omkring skovhuset hele sommeren.


Vi var på kærestetur til København og boede på Hotel Admiral - dejligt at slentre rundt i Nyhavn og ved Amalienborg. Der var super varmt og vejret var skønt. Lørdag morgen spiste vi brunch på toppen af Illums i skyggen fra en baldakin og med udsigt over byen - det kan helt klart anbefales.


Jeg holdt fødselsdag med hele familien på Ribe vikingemarked i maj og talte med en kvinde om hendes smarte arbejdsstol. Den giver en rimelig arbejdsstilling ved brikvævning og gør det muligt at gå til og fra arbejdet.

Siden sidst



Der er sket så meget siden sidst jeg lavede et indlæg på bloggen og jeg er rigtig dårlig til at huske at tage billeder og ikke mindst til at få dem lagt op på bloggen, men her er lidt af det jeg har liggende fra årets løb.


Foråret bød på birkesaft, friskt - men ikke noget der bliver ynglingsdrikken.



Vi fik husdyr i foråret - tusindvis faktisk. Vi overtog et af svigerfars gamle stader og gav det ny maling og flyvebrædt. Vi købte en bifamilie hos en lokal og præmieret dronnigeavler og de trives rigtig godt - det blev til en stor spand super lækker honning i august. Honning der smager af solskin og sommer. En god mørk skovhonning med masser af smag fra lyng, gederams, tørst, hæg, gyvel og meget mere. Ingen rapsmarker indenfor flyveterræn - dejligt.





Vi bor i lejlighed i Århus men er så heldige også at have et fantastisk dejligt åndehul med uendelige mængder af grønt og frisk luft, idet vi har et stykke skov med et godt træhus med brændeovn. Her tilbringes mange weekender og ferier hele året rundt.

I foråret ryddede vi en del af grunden ved huset og anlagde en køkkenhave. Der er plantet forskellige frugtbuske: solbær, stikkelsbær, forskellige slags ribs. Vi såede hokkaido, squash, gulerødder, rødbeder, ærter, krydderurter, grønkål (som først blev spist af larver og da det til min store glæde kom igen, hurtigt blev spist af rådyrene - øv øv for lækkersultne rådyr), porrer, glaskål, fennikel og meget meget mere.


Efteråret bød på tyttebær fra skoven - det blev en god høst. Skønne røde farver og herligt til vildt.

Vi høstede svampe til den store guldmedalje og har smovset i risotto og svampe i fløde på ristet brød. uhmmm.









mandag den 22. februar 2010

Spor i sneen


Sneen giver super mulighed for at se hvem der ellers færdes omkring en når man ikke lige ved det. Der er spor alle steder.

Herlig lørdagsmiddag





Vi var på vintervejrsekspedition til fiskemanden lørdag formiddag og det kom der en super lækker middag ud af lørdag aften. Muslinger a la Syd- og Norditalien.
Muslingerne dampes i hvidvin, salt og peber i 5 min. De deles og fyldes med enten: tomat, rød peber, hvidløg, persille, brødkrummer og olivenolie eller hvidløg, skalotteløg, persille, brødkrummer, parmesan og smør - den reducerede lage hældes ved. Så henholdsvis 10 og 18 minutter i ovnen og voila - en himmerigsmundfuld med brød og god tør hvidvin til. Mums.
Egentlig en forret, men i rigelige mængder en super hovedret til to.